Mit møde med islam

Mit møde med islam har været en længere rejse. Af baggrund er jeg vokset op i en middelklasse forstad og har gået på en god dansk folkeskole. Det gik op for mig rimelig hurtigt i mine teenager år, at min vennekreds og tiltrækning til det ukendte var en del anderledes end de andre piger fra min klasse. Mine venner gennem mine teenager år og frem ad rettet var ikke line og Tobias, men derimod ”Ali” og ”Mariam”.

Den gang tænkte jeg ikke så meget over mødet med en ny kultur og islam. Det var normalt for mig, de var jo mine venner, omgangskreds og så var de nok nærmere også det man kalder for ”jeg-spiser-ikke-svinekød-muslimer”, altså kulturelmuslimer.

Så mærkeligt som det egentlig lyder, så fik jeg ikke en interesse i at lære om islam, men jeg fik faktisk en stor modstand af islam. Ikke så stor som en nazists had mod jøder, men en form for afstand. ”For hvorfor tror disse, at de er bedre end mig, de går selv i byen, drikker, laver kriminalitet, men alligevel så nævner de denne fremmede gud – Allah. Så islam for mig, var noget jeg aldrig skulle konvertere til – jeg var en dansk kristen pige, og det var vigtigt for mig at fremhæve på flere måder.

Efter flere år i et miljø, hvor det at være kriminel var normen, at gå i byen hver weekend var at leve, blive set med ”de rigtige mennesker”, og hvor uddannelse og arbejde lå meget fjern, så måtte knækket kommet. Det hele blev for meget, og efter et liv med alt for meget fart over feltet, hvor man fløjt højt, men faldt endnu længere, så var der nødt til at ske noget nyt.

For mig blev valget at flytte lang væk, lang væk fra min daglige omgangskreds og miljø.

På dette tidspunkt havde jeg egentlig ikke et decideret ønske om at ændre mig, men jeg havde et stort behov for ro i min tilværelse, ro fra de mennesker jeg følte gav mig mere smerte end glæde, og egentlig bare brug for nye oplevelser – for jeg sad fast.

26648708_1889492708028808_1942008521_n

Mødet med min kommende mand og islam

Det var en fantastisk sommer. Rimeligt hurtig efter jeg flyttede, mødte jeg denne arabiske mand, som var sød og hjælpsom. Vi var sammen hver dag som venner gennem hele sommeren. I starten troede jeg egentlig han var en ballademager, lidt ligesom dem jeg kendte fra min tidligere by, men det gik hurtig op for mig, at han var anderledes – ja han har været en rod, og han har levet et liv, som nok er fjernt fra de fleste forstadsdanskere, men han havde en dybde, som jeg ikke havde set i andre før. Han var intelligent, hjælpsom, indadvendt, han havde ikke et behov for at vise sig frem, modsat det liv jeg var vant til, hvor det at køre dyre biler og bestille bord på diskoteker til 20.000 kr. på en lørdag var normalt.

Alt dette betød ikke noget for ham, på trods af han selv var vokset op i det miljø og alle hans venner var dem, der flashede med sine penge hver weekend.

Vi begyndte at se hinanden som lidt mere end venner, og automatisk begyndte vi at have dybere samtaler.

Via vores samtaler, fandt jeg ud af, at det der holdt ham tilbage fra at gøre disse ”ulovlige” ting, var hans religion – islam. Det nemme valg for ham, ville være at følge hans venners livsstil, men der var noget større end politiet, som han frygtede. Nu hvor jeg havde valgt at være sammen med en muslimsk mand, så følte jeg også, at jeg var nødt til at lære lidt om det, som han tror på. Han købte en bog til mig om profetens Muhammads liv, en såkaldt sira. Dette billede jeg havde om islam begyndte at ændre sig, da det billede jeg egentlig havde om islam, stammede fra uvidenhed. Når jeg læser om andre konvertitters beretninger, så beskriver de, at de læste om islam og blev forelsket med det samme. Sådan var det bestemt ikke for mig. Det har været en proces på ca. 2 år fra jeg fik min første bog om Muhammad, til jeg valgte at konvertere.

Min nysgerrighed blev dog vækket i mig, for noget i mig da jeg læste om profetens liv, kunne jeg mærke helt ind i hjertet, men andet skræmte mig og virkede for mig rimelig barbarisk.

Her begyndte jeg at reflektere over mit liv. Hvorfor har jeg på trods af en dansk opvækst altid fundet denne anden kultur mere tiltrækkende end min egen? Selvom mødet med islam egentlig først rigtigt opstod, da jeg mødte min nuværende mand, så har jeg altid været tiltrukket af denne verden både på godt og ondt.

Gennem de næste to år talte jeg meget med min mand om islam. Vi så mange videoer på youtube, og generelt talte og undersøgte vi begge to islam, hver gang jeg stillede et spørgsmål – for det gjorde jeg meget! Jeg nåede der til, hvor jeg følte mig 90% overbevist om islam var det rigtige, men denne lille tvivl i hjertet blev siddende. Jeg valgte at læse hele koranen, og jeg nåede frem til, at det sidste der manglede at overbevise mig, var det videnskabelige. For alt hvad jeg læste, kunne jeg stå inde for, jeg følte dybt ind i hjertet, at det var det rigtige, men hvordan kan man vide det 100%? Ville mine ”kristne gud” straffe mig, hvis jeg konverteret til islam? Jeg begyndte at læse om de videnskabelige beviser der er i islam, og det var faktisk en video på youtube, der gjorde at ikke kunne benægte islam mere. Både det åndelige, ideologien, og videnskabelige i islam, det hele hang sammen for mig. Jeg kunne ikke modsige det mere, og jeg kunne mærke den lille tvivl jeg havde i hjertet, blev fjernet. Konsekvensen blev, at jeg valgte at sige den islamiske trosbekendelse hjemme i stuen sammen med min mand. Så nu var var jeg muslim.

Så for at opsummere. Det var helt klart mødet med min mand, der gjorde, at jeg begyndte at læse om islam. Min respekt for ham som individ og hans intelligent gjorde, at jeg respekteret og lyttet, når han talte til mig. Jeg vidste, han kun talte ud fra viden og ikke ud fra ego. Hvis der var noget, han ikke var 100% sikker på, så undersøgte han det, og kom tilbage med svaret til mig. Så selvom min konvertering har været et valg, som jeg har gjort 100% alene, så har det været en rejse vi har taget sammen. Vi har udviklet os sammen, og når jeg kigger tilbage, så føler jeg, at han har været med til at redde mig fra et overfladisk liv, som groft sagt var uden mening. Med ham og islam har jeg fundet meningen med livet. Ikke sagt at det hele er en dans på roser nu, men mit tomrum i hjertet, som jeg har følt, at jeg har haft hele livet præget af et overfladisk liv, og hvor selvrealisering betød at komme VIP ind de rigtige steder, er nu blevet dækket af noget ægte og af det sande. Den højeste selvrealisering jeg kan opnå i dag er, at min iman banker i hjertet, jeg udfører mine islamiske pligter, og når jeg går imod mit ego, så er det her jeg føler mig stærkest.